Christiania Impressions by Marios Orozco

maj 24, 2012 in Udstillinger

4. – 27. maj 2012 | åbent tir – søn, 14.00 – 19.00

Den dansk-mexicanske hiphop kunstner Marios Orozco vendte nyligt tilbage til maleriet og viser i maj måned et udvalg af en hæsblæsende produktion af Christiania prospekter fra 2011-2012.

Der findes allerede en lille håndfuld malere, der skildrer Christianias konstruktion og lokale charme, især koncentrerende sig omkring Christiania downtown. Marios Orozco har i stedet været på fodrejse omkring `Søen´ , med malerkassen under armen.

Han skildrer nutidens vilde Voldnatur, sivene, svanerne og selvbyggerhusene, der spejler sig i Voldgraven.
Hans udtryk er påvirket af det særlige lys, der fremkaldes over Fristaden af de mange omkringliggende vandområder . Og det foregår i en psykedelisk impressionisme, hvor hans mexicanske rødder tydeligt stritter op.

Marios Orozco er bl.a.uddannet på The Boston Akademy of Arts.
Han har rejst vidt omkring i Indien, Mexico og Indonesien – boet 30 år på Christiania – har været medstifter til hiphopbandet URD og er velkendt i det danske musikmiljø.
Han har lavet musik med J-ro, Tash og E Swift fra Alkaholiks, George Cole, Warren G, Natasha, Karen,Yukmouth, Nappion, Blutoof, Chin Ono, Kaka, Mike Rizzaw, Bens, MFS og mange andre…

Oplev hvordan en dansk-mexicansk hiphop musiker skildrer den landlige side af Christiania: En Metrovillage med selvbyggerhuse – omgivet af vild natur – midt i en Storby.